Les pieds dans le plat
– Med fødderne i fedtefadet!!
Frankrig sætter i øjeblikket fokus på den mad som en række restauranter serverer for deres kunder.
Det gælder de restauranter som, uden kundernes viden, serverer industrielt tilberedte retter, som enten er frosne og/eller vakuumpakket men som udgiver maden for at være frisk og hjemmelavet.
Desværre findes der restauranter, som på menuen praler med deres ’hjemmelavede’ mad. Kigger man dem over skuldrene, er der ofte tale om retter, som er industrielt fremstillet. Når kunden forventningsfuld bestiller en ret efter det ofte prangende menukort, får den færdiglavede ret par minutter i mikrobølgeovnen, presses ud af vakuumposen, pyntes flot og serveres for kunden.
Hvis du spørger restaurantens ejer eller kok, om de serverer frossent og fabriksfremstillet mad, vil de sige: “Her er alt frisk, hjemmelavet”! Det er to journalister fra Canal +, der har sat fokus på de færdiglavede retter, efter at de fandt emballagen af en industriel fremstillet ’Souri d’agneau au thym’ (lammeskank med timian) som de havde fået serveret som ’hjemmelavet’.
Flere og flere restauratører serverer industrielt tilberedte retter uden at bekende kulør for kunden. I stedet pynter de sig med lånte fjer og puster deres kunnen op.
Mere end halvdelen af restauranterne sætter sådanne produkter på deres menuer, siger Guy Gerard, formand for CPIH, la Confédération des professionnels indépendants de l’hôtellerie (svarende til danske HORESTA). ’Der er helt sikkert en forskel på store 100% industrielle kæde restauranter, som serverer industrielt tilberedte retter og mindre spisesteder som i flere tilfælde benytter sig af færdig fremstillet mad , men i alle tilfælde er det en form for bedrag. Dette ikke blot fordi kunden ikke ved hvad de spiser, men de betaler også for sin frosne opvarmede mikrobølgeovn–mad til en pris, som svarende til ærlig og hjemmelavet mad’, siger Gerard.
En restaurant kan tilbyde omkring femten forskellige retter med kun to personer i køkkenet. Spray aromaer, vildledende navne, færdiglavede og fabriksfremstillede retter er de nye værktøjer i restaurantbranchen.
Fødevareproducenterne har forstået det godt, og de reagerer på efterspørgslen. Ofte købes en frossen industriel ret til 3 euro og sælges til 18 euro i restauranten. Det er rent bedrag, der rammer masser af udvidende og godtroende forbrugere.
Desværre er der intet krav om, at restauranterne angiver oprindelsen af den mad de serverer. Uden at afsløre hvilke restauratører, der er involveret, viser journalisternes rapport, at det såkaldte ’hjemmelavede køkken’ ofte leveres ved daggry af lastbiler fra industrien, som har tilberedt det hele og så er det bare at varme og servere!
Distributører og industriister i sektoren har ingen interesse i at fortælle om de industrielt tilberedte retter. Ligesom brake – en stor grossist indenfor industrielt fremstillet mad vil heller ikke Metro, den største fødevare grossist i Frankrig, afsløre sin andel af salg på disse varer; “Vi kender ikke andelen af salget på færdigretter’ siger Metro.
Men et er sikkert – lige så opløftet og begejstret en ’fusker-kok’ er for disse berømte kemisk fremstillede og parfumerede aromatiske sprays og industrielt lavede saucer, lige så hurtigt vil en ægte madelsker med en kritisk gane opdage bedraget og vide at den industrielt tilberedte ret er pyntet med det formål at camouflere kokkens manglende evner!
Problemet er ikke de industrielt tilberedte retter men derimod en egentlig mangel på gennemsigtighed for kunderne, som sikrer at de ved hvad de får og mindsker risikoen for at skrupelløse restauratører sælger pre-fabrikeret mad som hjemmelavet!
Her på Hôtel og Restaurant Axat kan vi kun være enige! Selvfølgelig kan alting ikke være hjemmelavet, ingen siger at man selv skal kerne sit smør inden brug, eller selv have opdrættet kvæget i baghaven for at servere en bøf. Grænsen går der, hvor fødevarer er blevet ændret af industrielle midler.
Lige så stor respekt vi har for ’Le Chef’, som tidligt om morgenen drager til marked for at købe friske varer og som bruger mange timer i det varme køkken for at forberede god mad, lige så stor foragt har vi for ’snyde-kokke’, som fortæller at deres mad er ‘Fait Maison’ til trods for, at de serverer færdig fremstillet mad, der blot kræver et ’ding’ fra mikrobølgeovnen og som tillader sig at kalde det mad som ’vor mor lavede det’!
Der er heldigvis rigtig gode små restauranter med kokke, der respekterer deres kunder og sande elskere af god mad. Sådan en restaurant er ‘Hôtel og Restaurant Axat‘ og det bliver vi ved med at være!